09-03-2016

Ramt af virkeligheden

En gang i timen kører der en bus mod Rønne. Fire minutter forinden kører der en i den modsatte retning mod Nexø. Ikke noget med at "A står for altid". Udsigten fra busstoppestedet er marker så langt øjet rækker.

Fem kilometer! Fem lange kilometer hvis man har glemt toiletpapir og smør. Fem kilometer til nærmeste indkøbsmulighed. Nærmest angstindjagende når man i 12 år har haft et DøgnNetto som nærmeste nabo. Eneste salg af levnedsmidler i Lobbæk er salg af æg (og kartofler om sommeren).
 
400 indbyggere det er ikke ret mange. Til gengæld er det flinke mennesker, der gerne hjælper, hilser og udviser interesse. Og stille er her. Man kan bogstavlig talt høre græsset gro. Fortovet slås op kl. 18.00 og kl 01.00 slukkes gadelyset. Ikke pga strømafbrydelse. Ikke på gund af besparelser. Der er bare ikke brug for det. Og så er her mørkt. Meget mørkt.