23-12-2016

Og hvad laver I så om vinteren....?

"Vintrene på Bornholm er ikke noget problem, hvis man kan holde ud at være alene med sig selv" citat Udo Schröter ved en oplæsning af "Bin am Meer" i Snogebæk, juli 2015

Det er ikke svært at overbevise om alle øens kvaliteter om sommeren, når solen skinner på landets lækrestre strande og der er liv og glade dage alle vegne. Live-musik. Folkemøde. Gårdbutikker. Sol over Gudhjem og fiskefrikadeller. Klipper og vandfald. Keramik og kunsthåndværk. Venlighed og varme. Sænkede skuldre og blodtryk. Morten Korch idyl og bindingsværk. Sommer på Bornholm.

Men hvad laver I så om vinteren? 

Øh...? 

Vi går i vinterhi og slår fortovene op fra mandag i uge 43 og vågner først op i ugen før påske. NOT!

Som allerede nævnt i et tidligere blogindlæg, så går bornholmerne i den grad op i deres juleudsmykning og der er så smukt, når man i de kulsorte december-morgener kører mod Rønne ad landevejen. Og på www.eventsbornholm.nu bugner det med info om alle de arrangementer, der finder sted.

Men hvis man er bange for at komme til at kede sig, så tager man fejl. Man kan jo fx blive vinterbader i Hasle Badeklub og gå til deres saunagus.

Man kan også melde sig ind i min nyligt grundlagte læsekreds i Rønne. Vi mødes den første mandag i måneden og diskuterer ivrigt den bog vi har haft "for" siden sidst. På denne måde har jeg mødt en gruppe af skønne, kloge, berigende damer. Noget jeg ikke havde overskud til da jeg boede i København.

Årets korteste dag ligger i København ikke op til den store festivitas. I Snogebæk vælger man at lave fakkeloptog og drikke hvid glögg på denne dag. Se en lille video nedenfor:

https://www.facebook.com/bornholmstidende/videos/1349595668416211/?pnref=story

På "Griffen Spa Hotel" kan man forkæle sig selv med et besøg i "Den Bornholmske Diamant Spa", hvilket Bitten og jeg gjorde en søndag i december. Det var simpelthen så velgørende for krop og sjæl at træde ind i dette rum fyldt med ro og plads til afslapning og nydelse. Sauna, kneipp-bade, dampbad, frisk frugt og kaffe/te. Udendørs jacuzzi med udsigt over Østersøen. Liggestole, lækker badekåbe og plads til at udleve sin lækkerhedsfølelse. Kan klart anbefales.

 http://bornholmhotels.dk/den-bornholmske-diamant-spa/spa/

Eller man kan - som jeg har gjort - genoplive en gammel fritidsinteresse. På Bornholms Højskole lidt uden for Aakirkeby bliver der hver tirsdag i vintersæsonen danset folkedanse og her samles 2,5 kvadrille for med højt humør at holde liv i de gamle danse. Det er næsten 30 år siden jeg dansede sidst, men under min sygemelding med stress, var det faktisk noget af det jeg talte med psykologen om. Hvad jeg kunne tænke mig at gå til. Og min første umiddelbare reaktion var dengang: folkedans. I september mødte jeg op for første gang - med masser af sommerfugle i maven og med en lille frygt for, at der ikke fandtes en dansepartner til mig. Det gjorde der! Hun hedder Eva, er 75 år gammel og har boet 28 år i Sverige. Nu er hun tilbage på øen og hun og jeg udgør sammen "klassens frække elever", der bestemt ikke altid gør som der bliver sagt. Men vi har det sjovt - og det er så livsbekræftende og festligt og jeg triller lykkefyldt hjem hver tirsdag aften.

Naturen er naturlig frodigst og overvældende om sommeren. Indrømmet. Men den er lige så smuk og intens på sin helt egen måde i disse måneder. Det gør en masse godt for en at bo med naturen som nærmeste nabo.  

Så når den sidste tyske turist har forladt øen i september og efterårsferien er overstået så falder roen over øen. Men det er en nødvendig ro. En energiopladende ro. Og så tror jeg de fleste ser frem til mere liv i kludene når vi når frem til foråret igen......