10-01-2016

Jeg er et menneske, der, som mange andre, har "gjort hvad der passede mig" her i livet. Jeg tog som 19 årig til Tyskland som au pair pige. Det lyder hos de fleste som en god ide og som meget lærerigt. Men tro mig, det var hamrende hårdt og jeg græd af hjemve de første fire måneder. Herefter blev det min stædighed, der holdt mig oppe og som hjalp mig til at gennemføre.

 
Jeg har taget jobs, hvor alle alarmsignaler fortalte mig, at jeg skulle lade være. Jeg har arbejdet hos Post Danmark om natten i deres pakkecenter for at opfylde en drøm om en lille forretning, der solgte brugt børnetøj.
Jeg kastede al sikkerhed overbords og flyttede til London - fordi jeg som 23 årig var sikker på at jeg var ved at gro fast i rollen som tysk Hausfrau. Hmmmm.....
 
Jeg har en del gange gjort uovervejede ting, som kostede - både økonomisk og mentalt. Som gik udover venskaber og min familie omkring mig. Jeg har dummet mig, jeg har løbet en risiko. Jeg har handlet uansvarligt, ja!
 
Men jeg har levet. Ingen kom til skade. Og jeg bruger de "ridser i lakken", som erfaringerne gav mig. 
 
I dag har jeg fundet mig selv og  min hylde. Jeg er lærer, og jeg ved, at jeg er god til det, jeg  laver. Og jeg er vild med det, jeg laver. 
 
Alligevel har jeg et ønske om at lære. Udvikle mig. Møde nye mennesker og opleve mere. Den største fjende i den ligning er vores fastlåste tanker om "at vi plejer...." og hverdagens trumme-rum i hamsterhjulet. Jeg fandt i min søgen på billeder af hamsterhjulet nedenstående "Hamsterhjulets jantelov", som jeg har pyntet med mine egne ord. Den er ironisk, men som det er med ironi, også fyldt med en del sandhed. 
 
1. Accepter hvad andre siger.
Det er nemt. Ikke tænke, kun nikke. Det kan alle.
 
2. Undlad at stille spørgsmålstegn ved noget
Nogenlunde lige så let at omsætte. Bare fortsæt selv om det hele virker meningsløst og går i mod dine principper.
 
3. Gå på gymnasiet, gå på universitetet, vidreuddan dig - ikke fordi det interesser dig, men fordi det forventes
Vejen er forudbestemt. Bare vrik med i gåsemarchen. Ikke tænke for længe over tingene. Bare start på en uddannelse, så kan du altid skrive daglige opslag på Facebook hvori du brækker dig over tingenes tilstand.
 
4. Tænk ikke på at ændre noget grundlæggende. 
En gang i mellem opstår tanken om, at det her kan da ikke være alt. At der må være noget mere. FORSIGTIG!! Ignorer denne tanke. Hvis du omsætter den, kunne det medføre, at du bryder ud af hamsterhjulet. Gud bedre det.
 
5. Lav planer - men før dem aldrig ud i livet.
Ja ja, du har en drøm. Det er vigtigt at du svælger i den, fortæller en masse mennesker om den - men aldrig handler på den.
 
6. Skæld ud på dit job - men ændr ingenting.
Man kan ikke blive træt af at skælde ud over hvilket lorte-job man har. Fortæl det til din kæreste, dine venner og naturligvis til dine kolleger. Men tænk endelig ikke på at sige op og gøre noget andet.
 
7. Se meget fjernsyn, brug megen tid på Facebook, læs kun lidt.
Vigtigt er det, at du ser meget reality-fjernsyn som "Bonde søger brud" og "Familien på Bryggen", for det er det virkelige liv. Se en masse negative nyheder og del en bunke ligegyldige billeder på Facebook. Indskrænk læsningen til et minimum og alt er godt!
 
8. Nyd kun din weekend.
Sæt alle sejl for at glemme din arbejdsuge. Alkohol og fede fester er gode virkemidler.
 
9. Misund de andre, men gør intet for selv at blive misundt.
Skel til andres succeser, brok dig over dem, men tænk for dig selv: Det er for anstrengende. Det orker jeg ikke.
 
10.Tag på ingen måde ansvar for dit eget liv.
Det nemmeste er at skubbe ansvaret for dit liv over på dine forældre, dine chef, din partner, politikerne eller samfundet. Søg endelig ingen indrømmelser hos dig selv.
 
11. Sig "at i gamle dage var alting meget bedre".
Vi gør grin med vore bedsteforældre og forældre, men vi gør det også selv. Naturligvis var festerne tidligere meget sjovere, det samme gør sig gældende for sex og ferierne. Og de unge mennesker nu til dags......
 
12. Hjælp ikke nogen - for der er jo heller ikke nogen, som hjælper dig. Vel?!
Tænk kun på dig selv, se hverken til højre eller venstre. Invester ikke et sekund på andre uden at få noget til gengæld eller du på anden måde kan profitere af det. Alle andre gør jo  nøjagtig det samme.
 
13. Hold fast i: " Det er sådan jeg er!"
Og det kan der naturligvis ikke ændres på!
 
14. Undlad taknemmelighed. Tag alle goder som en selvfølge.
Altså - godt går det os jo ikke ligefrem. Staten sparer og sparer og alle får færre og færre penge mellem hænderne (undtagen de rige svin selvfølgelig).  Kontanthjælpen, SU'en og dagpengene bliver der skåret i. Ja ja, selvfølgelig findes der lande i verden, der er hårdere ramt end os. Men dem taler vi jo ikke om lige nu, vel?!
 
15. Hvad nu hvis....?
Brug megen tid på at fundere over alle de ting, der kan gå galt......!
 
16. All-Inclusive konceptet længe leve.
Pas på med alle nye former for mad, kultur og mennesker, når du er ude og rejse. Hold fast i, at "hjemme er alting meget bedre". (Men kun indtil du er hjemme igen)
 
17. Bagtal og sladr.
Sladrer du om andre? Super! Fortsæt endelig, det er nemlig super befordrende.
 
18. Vågn op med dårligt humør.
Om solen skinner eller det sner, så er udgangspunktet, at idag bliver en møgdag. Husk endelig at skrive det ud på Facebook, så alle ved det. Brug en lang stribe af negative smileys til at understrege dit budskab.
 
19. Vent på det rigtige tidspunkt.
Skulle du mod forventning have taget dig sammen til at forandre noget, så vent på det rigtige tidspunkt. Det betaler sig, at vente. Gør intet overilet.
 
20. Hav ingen mål - for så bliver du ikke skuffet.
Problemet med mål er: hvad hvis du ikke opnår dem? Nej da, du er ikke pessimist, du er realist og vil ikke være en "Drømmer". Derfor: Før du udsætter dig selv for en skuffelse, så undlad at opsætte mål - og forvent iøvrigt det værste. 
 
21. Udsæt så meget som muligt.
Efter mottoet: I morgen er endnu en dag. Det kan vente.
09-01-2016

Min højtelskede far er død. Væk. Jeg skal aldrig tale med ham mere, se ham mere, hælde kaffe op til ham mere. Aldrig mere ae hans hånd. klemme hans skulder, se ham famle med piller, briller eller fjernbetjening. Aldrig mere se ham stryge Frida over pelsen, eller stavre os i møde på sine tynde, usikre ben - iført pyjamas og tænder, der var blevet for store til hans indskrumpede kæber. Aldrig mere skal jeg høre ham hive efter vejret, han døjede med at få. Aldrig mere se trætheden i øjnene vige i blikket ved glæden over at få øje på Bitten, når hun trådte ind i rummet. Åh hvor de to dog elskede hinanden.

Aldrig mere skal jeg grue for sms-beskeder fra nogen, der fortæller at det igen står skidt til og at den næste indlæggelse venter. Men jeg skal hellere ikke længere håbe på, at der alligevel bliver kræfter til at han kommer med til mine eller Bittens fødselsdag. Det gør han ikke - der var ikke flere kræfter.

....

Tirsdag d. 18/11 bliver far indlagt og ugen går. Lørdag får vi at vide, at der ikke vil blive foretaget genoplivningsforsøg.

Mandag d. 24/11 skal mor have fjernet “pinde” i armen efter hendes trafikuheld tidligere på året. Samme formiddag overværer Rikke stuegang, hvor far er klar. Han har haft en urolig nat og en forfærdelig morgen. Han har været panisk og kæmpet en uværdig kamp for at få luft. Ved stuegang siger lægen, at de indstiller al behandling, da den er formålsløs. Lægen tilbyder morfin, og tilføjer at bivirkningen er at den påvirker åndedrættet og at far vil sove mere. Til dette siger far: “Jeg vil gerne sove….”

Beskeden om dette når mig kl. 10.45 midt i en tysktime. Eleverne kan se at jeg har svært ved at hænge sammen og spørger om jeg er okay. Jeg fortæller dem, at jeg er nødt til at gå, da min far er ved at dø. Efter 11 år med mange falske alarmer, føles det grotesk at sige denne sætning, men jeg ved at denne gang er den sand og jeg skulle derfor ikke opholde mig et sekund længere på skolen.

……

5 uger tidligere var mormor død af samme “behandling”, morfin og stesolid gav hende fred på 17 timer. Jeg ville ikke erkende, at det var ved at ske igen og spurgte i løbet af eftermiddagen om ikke man kunne springe en sprøjte over, for at se om ikke det havde hjulpet, at far havde fået slappet lidt af. Både Rikke og sygeplejersken forsikrede mig om ,at dette ikke ville komme til at ske og at sprang vi medicin over, så ville far vågne op til helvede på jord.

.....

Planen var at mor og jeg skulle blive hos far om natten, velvidende at det nok blev hans sidste. Mor havde rigtig mange smerter efter sin operation, der havde varet 1,5 time istedet for en halv time, men det var vigtigt for hende, at blive hos far - at lade ham vide at hun var hos ham til det sidste.

Vi skiftedes til at være vågne og blunde hele natten. Far fik medicin kl. 23.30, kl. 01.15, kl. 04.00 og kl. 7.30. Hver gang han rynkede et bryn, flyttede en finger eller fod eller trak vejret den mindste smule anderledes, vågnede vi begge. Tjekkede - og åndede lettede op….

Kl. 8.45 fik far medicin igen. Rikke og Merethe kom i løbet af morgenen. Michael kom kl. ca. 10. Kl. 10.15 blev far urolig igen, og vi ringede efter sygeplejersken for at bede om mere medicin. Mor talte om at hun måske ville tage hjem “om lidt”. Pludselig skete der et skift i fars vejrtrækning. Fra at være hård, stødvis og overfladisk, bliver den med et langsom, dyb, næsten afslappet. Medicinen kommer, men bliver ikke givet, det er der ingen grund til mere. Vi er alle klar over, at de allersidste minutter i far liv er lige nu - lige her.

Vi fortæller far, at vi elsker ham, at det er okay, og at vi ses igen. Hans puls bliver svagere, hans åndedræt falder ud - for at komme igen et par gange - til sidst et par suk og så er det slut. Kl. 10.28. Vi bryder sammen, alle sammen, også personalet. Vi rammes af realiteten igen. Og igen Og igen. Min far er død!

Jeg vil ikke vide det!

Jeg vil ikke have det!

Det skal stoppe!

Men 60 mennesker i Nærum Kirke bevidner, at det er rigtig nok. Det stopper ikke. Min far er død.

....

Sygeplejersken åbner vinduet så fars sjæl kan flyve ud og finde sig til rette i sin nye tilstand. Det kommer til mig lige nu - imens jeg skriver. Fars krop lå tilbage i sengen. Stadig varm, men livløs. Hans sjæl, hans person slap vi fri for at den kunne finde sig til rette i sin nye tilstand. Nu er min far med i alt omkring mig - han “fordeler” sig omkring mig, våger over mig. Han er i mig, omkring mig, over mig, med mig - han er blevet evig.

09-01-2016

Min mand skulle bruge bilen forleden, så jeg måtte ty til tog og Metro for at komme på arbejde. Set i lyset af COP21 burde jeg egentlig gøre det hver dag, men det tager præcis dobbelt så lang tid med bus og tog at nå min destination som hvis jeg tager bilen. Valget er som regel ikke så svært.

Men denne regnvåde mørke december morgen sidder jeg altså i toget og undrer mig. Det er december, men der er ingen, der smiler imødekommende. Der er ingen, der lige rykker lidt sammen for at skaffe en ekstra siddeplads. Ingen, der udviser en smule overskud.
 
Og det slår mig hvor fastlåste vi er i hvert vores hamsterhjul. Jeg er sikker på at mange af disse medpassagerer denne morgen var på vej til jobs som de egentlig godt kan lide, men de så bare slet ikke sådan ud. Ikke det mindste glade. Mere sådan lidt sammenbidte og med tankerne koncentreret om hvorvidt de nu nåede den næste Metro, om sønnike nu havde husket at pakke den der problemregning i tasken og hvad mormor skal have i julegave i år. 
 
Og hvad er det det gør ved os dette hamsterhjul? 
Min fars død satte for mig en ting på spidsen: vi lever kun en gang! Og så er vi saftsuseme forpligtet til at få det bedste og meste ud af "turen".
 
Om det bedste for os så er at rejse jorden rundt eller endda ud i rummet som en anden dansk astronaut, det må være op til hver enkelt at vurdere. Men når smilet ikke længere når op til øjnene og når munden flyder over af negative og bitre tilkendegivelser om hvor hårdt det hele er, ja så må det være tid til at trække bremsen og stige af hverdagsræset.
 
Jeg siger tit til mine elever, at skoledagen består af både leverpostej og lagkage - det er faktisk op til dem selv hvordan fordelingen skal være. Det havde jeg lyst til at sige til mine medpassagerer denne morgen. Og så ved jeg sandelig godt at det er SÅ meget nemmere sagt end gjort. For vi er alle bundet op af forpligtelser - den største for de fleste er nok den de har indgået med PBS. Hver måned skal der rulle X kroner ind på kontoen for at bankrådgiveren er tilfreds.
 
Så er der "trygheden" i at kende sine kolleger og kopimaskinens funktioner (jo jo den er god nok...) og børnene er jo glade og tilfredse i deres vante omgivelser. Men er det godt nok? Er det nok? Er vi lykkelige? Det er spørsmål som vi helst ikke stiller os selv for ofte, for tænk hvis svaret ikke blev helt så entydigt som i testen i et dameblad? Ville vi så ikke føle os nødsaget til at gøre noget ved det?
 
Og så er det jeg priser mig lykkelig - for snart er det min tur til at bryde ud af hamster-hjulet og forfølge min drøm. Drømmen hedder Bornholm og ligger lige rundt om det næste hjørne!
Bornholm er der, hvor tusindvis tager på ferie hvert år og som sætter sine spor i folks hjerter. Man kunne med rette kalde kajen i Rønne for "Sukkenes bro", for der lyder mange lette suk når færgen lægger til og lige så mange tunge suk når folk igen skal forlade øen. Denne ø skal nu være mit fremtidige hjem. Sammen med min familie er det her, vi skal have vores dagligdag med job og skole - og Danmarks smukkeste natur lige udenfor havelågen. Vi lægger Københavns fortravlede gader og uimødekommende ansigter bag os og glæder os til at blive integrerede medlemmer af alt det, som venter på os.
01-01-2016
Det nye år er 12 timer og 38 minutter gammelt. Det ligger jomfrueligt og ubeskrevet foran os med alle muligheder åbne. Det er op til os selv at skrive på siderne og at sørge for, at året om 364,5 dage også ser lidt slidt og hærget ud. Godt brugt. Noget mindre jomfrueligt. For om 364,5 dage er det for sent for 2016.
 
Det er lidt af et ansvar, der lægges på vore skuldre. Det er vores helt egen opgave at sørge for at tingene sker. Indrømmet,nogle ting sker helt automatisk såsom prisstigninger på porto og den offentlige transport. PBS'en er en anden ting, der også kører via autopiloten. Og heldigvis for det. For så skal vi ikke bruge energi og hjernekapacitet på at huske den slags trvialiteter. Vi kan koncentrere os om at få de vigtige ting i livet til at ske. 
 
Hvad der er vigtigt for dig, din arbejdskollega eller din nabo er ikke det samme som det jeg synes er vigtig og gerne vil prioritere og heldigvis for denne forskellighed. Bare vi kunne lade hinanden prioritere og vælge uden at møde hinandens fordømmende blikke, tanker og kommentarer. Jeg kan da være ligeglad med om du vælger at bruge tusindvis af kroner på tøj, makeup eller boligindretning. Og rent faktisk kommer det ikke nogen ved, hvordan jeg anvender mine penge, min tid, min energi. Eller lader være med at anvende dem. Måske skal der bare anvendes mindre penge, tid og energi i år? 
 
Jeg har følgende ønsker og planer for det kommende år: min datter skal have en fantastisk konfirmation. Jeg skal "adoptere" et barn via Børnefonden, UNICEF eller anden organisation - og det kan kun gå for langsomt. Jeg skal have lidt mere styr på haven på Bornholm. 
 
Derudover skal jeg spise god mad, læse gode bøger, meditere meget, købe blomster, nusse min hund og min datter. Gå ture hvor jeg holder min mand i hånden. Fortælle dem jeg elsker, at jeg elsker dem.
 
Når jeg har gjort alt dette, så tror jeg vi står på dørtærsklen til 2017. Det er mit ansvar at få det gjort. Kun mit. 
31-12-2015
Jeg beundrer folk, der kan lave mad, sådan rigtig god mad. Min mand har lavet mad til os i otte år nu, jeg har glemt hvordan man gør. Ikke noget stort tab for nogen.
Jeg elsker også at komme ud og spise - hvis maden vel og mærke er god. Som da jeg fik julesild og frisk tappet øl på Svaneke Bryghus. I al sin enkelhed gik nuancerne op i en højere enhed og hver bid og hver slurk vækkede mine smagsløg til live.
 
Jeg beundrer også dem, der kan noget med æstetikken. Dem, der kan male et billede, tage et fotografi eller spille et stykke musik. Mine øjne og øre vil lige så gerne fodres som mine smagsløg. Jeg kan ikke sætte farver sammen, jeg har ikke håndelaget kunstfærdigt at smøre maling på lærredet med let hånd. De gange jeg har forsøgt mig, har det mindet om klicheer. Min billedkunstlærer på seminariet syntes jeg var håbløs. 
 
Jeg beundrer også sportsfolk, der har disciplinen til at knokle for deres passion: sporten. Om det er håndboldspillere, der knokler der ud af og maser sig gennem modstanderens forsvar eller bordtennisspillerens sindssyge koncentration og tempo. Fascinerende er det.
 
Jeg beundrer stylisters arbejde. Hvordan de kan få Karin fra Karlslunde til at ligne en million på en eftermiddag eller en bolig, der før var skrot nu ligner et slot. Ikke at jeg selv ønsker mig et hjem, der er kopi af ILVA eller Ide Møbler.(se en af mine andre indslag om brugte ting og sager)
 
Men noget af det jeg beundrer allermest er folk, der kan noget med ord.
Jeg elsker ord. Som dansk og tysklærer er det jo rimelig nærliggende.
Men min kærlighed til ordet stikker dybere end det. Jeg elsker virkelig ord. Jeg tænker på hvordan ord er opstået. Hvordan de staves. Jeg synes det er interessant så mange z'er tyskerne kan finde anvendelse for i deres ord. I de danske er der næsten ingen.
 
Jeg sammenligner ord. Finder deres synonymer, deres antonymer. Jeg smager på ord, udtaler dem inden i mig selv med en anden accent. 
I denne uge har jeg lært, at "mellem jul og nytår" hedder "melnjyl" på bornholmsk. Er ikke sikker på at jeg nogensinde får det lært. 
 
Mest interessant er dog alle de meget kloge mennesker, der kan sætte ord sammen, så det bliver rigtig spændende læsning. Her tænker jeg ikke på journalister og forfattere af skolebøger. Jeg mener dem som deler deres tanker, følelser og holdninger i deres blog, i en klumme eller et læserbrev. Dem, som inspirerer mig. Dem, som vækker følelser til live i mig - både de positive, de negative, de oprørte og de irriterede.
Dem, som lærer mig noget og dem, som siger det jeg egentlig gerne selv ville have sagt.... 
 
En af dem har jeg allerede nævnt her. Det er Steffi, som jeg mødte i sommer. Hun skriver så berigende og humoristisk på www.bornholmmylove.dk (på tysk, nu er du advaret). Og så har jeg lige opdaget en af mine tidligere kollegers blog om de tanker hun gør sig om livet. Den findes her www.annemettelehmann.dk 
Jeg håber hun har lyst til at tage "udfordringen" op og i det kommende år dyste på ord om temaer, der rør sig, berører os, vedrører os. Spændende bliver det. 
 
 
Billedet er fra kommunikationsforum.dk