11-12-2015

Om mindfulness

To sølle uger er gået - det føles som to måneder! Om søndagen efter vi var landet efter feriens afslutning, kørte vi ind ad Roskildevej mod Valby og pludselig slog det mig som et bræt lige i panden: Kors hvor er her grimt! Og hvor er her megen støj! (på en søndag!)

Efter fem uger med marker, der stod i fuldt flor og det åbne hav til alle sider, så føltes København bare så ucharmerende, begrænsende og ikke særlig tillokkende. Endnu en dag senere satte hamsterhjulet i gear igen. Telefonens ufølsomme brummetone river en ud af søvnen og skoleåret starter med kursus og fælles forberedelse. Det er i princippet et privilegium at have et job, endda et ordentligt job. Men – for der er selvfølgelig et ”aber dabei”…. – vi har kun en afmålt rum tid her hver især og jeg synes nogen gange, at denne tid burde værdsættes mere, udnyttes bedre.

For ”sjov” lavede Michael og jeg ”gravstensprøven” forleden dag. Vi talte om, hvad der skulle stå på vores gravsten, når der en gang skal bestilles sådan en til os. Michael tyvstjal Keith Richards ord: ”Jeg sagde jo jeg var syg” og jeg nåede (meget useriøst) frem til ”Pøj pøj med det hele”. Ikke særlig reflekteret.

Til gengæld har jeg taget mig tiden til at tænke lidt over mit (anstrengte) forhold til mindfulness. Jeg vil det SÅ gerne, jeg vil gerne give mig selv ALT det gode som mindfulness i min bog indeholder. Men hvad er det så? I min verden er det en ”værenstilstand”, som giver indre ro og mere nærvær og tilstedeværelse i nuet. Derudover giver det øget opmærksomhed, fokus og koncentration samt mere styr på tanker og indre dialoger. What’s not to like?

Min gode veninde gennemfører mindfulness kurser og er meget kompetent i det hun laver. Jeg gennemførte et forløb hos hende i vinter. En af de allerførste øvelser vi lavede, var at sidde med en ært og kigge på den. Være nærværende sammen med en ært. I noget som føltes som laaaaang tid. Der skulle duftes til ærten. Der skulle mærkes og føles på ærten og hele ens opmærksomhed skulle være rettet mod denne lille grønne tingest med henblik på at lære os selv at spise mere fokuseret og koncentreret. Vi blev bedt om at sige noget om ærten. Jeg sagde ”gedelort”. Okay, godt så! Det var måske heller ikke så smart. Indrømmet. Men det var det ord, der kom til mig. Men så fik jeg (nænsomt) at vide, at så overholdte jeg ikke den første ”regel” om at være ikke-dømmende. Ved at bruge ordet gedelort, blev jeg den fortolkende dansklærer. Ikke særlig mindfuldt….

Så skal man være åben. Uha… Se tingene og menneskene med nye øjne, se nye muligheder. ”Jeg plejer at sidde ved den plads ved vinduet” er et udbredt lærerfænomen. Måske også hos sygeplejersker, sagsbehandlere hos Tryg Baltica og i skurvognene ude på byggepladserne. Jeg ved det ikke. Men måske kunne vi prøve at sætte os på en anden plads? Se verden med nye briller på? Ikke kun gøre som vi plejer? Men det kræver altså overskud og energi at udfordre sig selv. Overskud og energi man ikke altid har. Og det kan være svært at overbevise sig selv om, at man vil FÅ energi ud af at prøve noget nyt… Og så er der jo lige kollegerne. Hvis de ikke også flytter deres rumper et andet sted hen, så er der jo ikke plads til mig ved vinduet….

Man skal være tålmodig. En grundforudsætning for os alle er, at døgnet kun har 24 timer. Uanset om man er narkoselæge, politiker, pædagog eller studerende. Og nogle gange tager ting tid – siger Eva. Jo jo, men… (årsplaner, forældremøder, lejrskole, vinduespudsning, børnefødselsdag og ubetalte regninger hober sig op…) Kan du godt se at det der med tålmodigheden er noget fis?! Nogle dage sætter alle disse ting sig omklamrende på mit åndedræt og jeg føles bogstaveligt som om jeg skal kvæles. På de gode dage kan jeg godt finde tilbage til Evas gode råd om vejrtrækning og får det straks bedre. Andre gange doper jeg mig i cola, hovedpinepiller, kage og amerikanske tv-serier. Fornuften prædiker den gode vej, men det mindfulde er stadig ikke så indkoopereret i mig, at det er blevet min autopilot og kroppens behov for dulmende ”stoffer” tager jævnligt over.

Så er der den her med ikke at stræbe. Den er god. Man skal gøre sit bedste for at være bevidst nærværende – men man må ikke stræbe efter at være det. Man skal være opmærksom på hvad som sker – og så acceptere status som den er her og nu. Har du nogen ide om hvor svært det er? Men man må jo ikke være dømmende – man må derfor heller ikke skælde sig selv ud når det ikke lykkedes at være bevidst nærværende. Det er okay når tankerne under en meditation flyver til …. (sæt selv ind) Man skal så blidt forsøge at vende sine tanker tilbage til nuet – og være i det…

Og så skal man give slip… Når man mediterer, skal man undlade at favorisere sine tanker. Ikke dømme dine oplevelser. Og NÅR de dømmende tanker så alligevel kommer, så erkender du at du har dem. Og ryster dem af dig som en hund ryster vandet af sig efter en svømmetur. NOT. Man skal heller ikke tænke for meget over sin barndom eller morgendagens personalemøde mens man mediterer. For så er man ikke specielt meget tilstede i nuet. Og det er jo det, det handler om.

På kurset hos Eva blev vi sat på mange prøvelser. Den sværeste af dem alle, var at vi ikke måtte ”fixe” hinanden. Altså hinandens problemer. Jeg kom med mit – og gik hjem med mit. Det er svært.  Det ligger så dybt i os, at når noget fortæller om deres situation eller problem, så hiver vi beredvilligt frem af erfarings og værktøjskassen. ”Det kender jeg godt”, ”Det har jeg selv oplevet”, ”Da jeg var sygemeldt med stres…” Vi vil så gerne fortælle om os selv og i et eller andet omfang ”fixe” de andre. Men det måtte vi ikke. I stedet fik vi lov i 10x3 timer at navlepille hos os selv. Lækkert!

Nå, men er jeg så slet ikke mindful? Jo da! Lige om lidt skal jeg sætte tænderne i en Toms Skildpadde og den skal der smages på. Længe.

Jeg mediterer også næsten hverdag. Fordi det hjælper! Efter en periode uden, var det som at møde en god ven igen. Denne fortrolige stemme, der guider mig til at finde ro og får spændinger og tanker til at lette – om ikke andet for en stund.

Jeg er også mindful når jeg tager brusebad. Jeg mærker det varme vand og jeg stikker hver eneste morgen næsen ned i bodyshampooen for at indsnuse dens duft. Og så er jeg velsignet med en hund, der har en lækker blød pels. Og efter aftale med min psykolog, så er det okay at trampe i pedalerne den ene vej, hvis turen langs vandet hjem nydes nærværende.

Så sæt i værk. Hvis jeg kan, så kan alle andre også. Be mindful.