09-01-2016

Hamsterhjulet

Min mand skulle bruge bilen forleden, så jeg måtte ty til tog og Metro for at komme på arbejde. Set i lyset af COP21 burde jeg egentlig gøre det hver dag, men det tager præcis dobbelt så lang tid med bus og tog at nå min destination som hvis jeg tager bilen. Valget er som regel ikke så svært.

Men denne regnvåde mørke december morgen sidder jeg altså i toget og undrer mig. Det er december, men der er ingen, der smiler imødekommende. Der er ingen, der lige rykker lidt sammen for at skaffe en ekstra siddeplads. Ingen, der udviser en smule overskud.
 
Og det slår mig hvor fastlåste vi er i hvert vores hamsterhjul. Jeg er sikker på at mange af disse medpassagerer denne morgen var på vej til jobs som de egentlig godt kan lide, men de så bare slet ikke sådan ud. Ikke det mindste glade. Mere sådan lidt sammenbidte og med tankerne koncentreret om hvorvidt de nu nåede den næste Metro, om sønnike nu havde husket at pakke den der problemregning i tasken og hvad mormor skal have i julegave i år. 
 
Og hvad er det det gør ved os dette hamsterhjul? 
Min fars død satte for mig en ting på spidsen: vi lever kun en gang! Og så er vi saftsuseme forpligtet til at få det bedste og meste ud af "turen".
 
Om det bedste for os så er at rejse jorden rundt eller endda ud i rummet som en anden dansk astronaut, det må være op til hver enkelt at vurdere. Men når smilet ikke længere når op til øjnene og når munden flyder over af negative og bitre tilkendegivelser om hvor hårdt det hele er, ja så må det være tid til at trække bremsen og stige af hverdagsræset.
 
Jeg siger tit til mine elever, at skoledagen består af både leverpostej og lagkage - det er faktisk op til dem selv hvordan fordelingen skal være. Det havde jeg lyst til at sige til mine medpassagerer denne morgen. Og så ved jeg sandelig godt at det er SÅ meget nemmere sagt end gjort. For vi er alle bundet op af forpligtelser - den største for de fleste er nok den de har indgået med PBS. Hver måned skal der rulle X kroner ind på kontoen for at bankrådgiveren er tilfreds.
 
Så er der "trygheden" i at kende sine kolleger og kopimaskinens funktioner (jo jo den er god nok...) og børnene er jo glade og tilfredse i deres vante omgivelser. Men er det godt nok? Er det nok? Er vi lykkelige? Det er spørsmål som vi helst ikke stiller os selv for ofte, for tænk hvis svaret ikke blev helt så entydigt som i testen i et dameblad? Ville vi så ikke føle os nødsaget til at gøre noget ved det?
 
Og så er det jeg priser mig lykkelig - for snart er det min tur til at bryde ud af hamster-hjulet og forfølge min drøm. Drømmen hedder Bornholm og ligger lige rundt om det næste hjørne!
Bornholm er der, hvor tusindvis tager på ferie hvert år og som sætter sine spor i folks hjerter. Man kunne med rette kalde kajen i Rønne for "Sukkenes bro", for der lyder mange lette suk når færgen lægger til og lige så mange tunge suk når folk igen skal forlade øen. Denne ø skal nu være mit fremtidige hjem. Sammen med min familie er det her, vi skal have vores dagligdag med job og skole - og Danmarks smukkeste natur lige udenfor havelågen. Vi lægger Københavns fortravlede gader og uimødekommende ansigter bag os og glæder os til at blive integrerede medlemmer af alt det, som venter på os.