09-01-2016

Da min far døde (dagbogsuddrag)

Min højtelskede far er død. Væk. Jeg skal aldrig tale med ham mere, se ham mere, hælde kaffe op til ham mere. Aldrig mere ae hans hånd. klemme hans skulder, se ham famle med piller, briller eller fjernbetjening. Aldrig mere se ham stryge Frida over pelsen, eller stavre os i møde på sine tynde, usikre ben - iført pyjamas og tænder, der var blevet for store til hans indskrumpede kæber. Aldrig mere skal jeg høre ham hive efter vejret, han døjede med at få. Aldrig mere se trætheden i øjnene vige i blikket ved glæden over at få øje på Bitten, når hun trådte ind i rummet. Åh hvor de to dog elskede hinanden.

Aldrig mere skal jeg grue for sms-beskeder fra nogen, der fortæller at det igen står skidt til og at den næste indlæggelse venter. Men jeg skal hellere ikke længere håbe på, at der alligevel bliver kræfter til at han kommer med til mine eller Bittens fødselsdag. Det gør han ikke - der var ikke flere kræfter.

....

Tirsdag d. 18/11 bliver far indlagt og ugen går. Lørdag får vi at vide, at der ikke vil blive foretaget genoplivningsforsøg.

Mandag d. 24/11 skal mor have fjernet “pinde” i armen efter hendes trafikuheld tidligere på året. Samme formiddag overværer Rikke stuegang, hvor far er klar. Han har haft en urolig nat og en forfærdelig morgen. Han har været panisk og kæmpet en uværdig kamp for at få luft. Ved stuegang siger lægen, at de indstiller al behandling, da den er formålsløs. Lægen tilbyder morfin, og tilføjer at bivirkningen er at den påvirker åndedrættet og at far vil sove mere. Til dette siger far: “Jeg vil gerne sove….”

Beskeden om dette når mig kl. 10.45 midt i en tysktime. Eleverne kan se at jeg har svært ved at hænge sammen og spørger om jeg er okay. Jeg fortæller dem, at jeg er nødt til at gå, da min far er ved at dø. Efter 11 år med mange falske alarmer, føles det grotesk at sige denne sætning, men jeg ved at denne gang er den sand og jeg skulle derfor ikke opholde mig et sekund længere på skolen.

……

5 uger tidligere var mormor død af samme “behandling”, morfin og stesolid gav hende fred på 17 timer. Jeg ville ikke erkende, at det var ved at ske igen og spurgte i løbet af eftermiddagen om ikke man kunne springe en sprøjte over, for at se om ikke det havde hjulpet, at far havde fået slappet lidt af. Både Rikke og sygeplejersken forsikrede mig om ,at dette ikke ville komme til at ske og at sprang vi medicin over, så ville far vågne op til helvede på jord.

.....

Planen var at mor og jeg skulle blive hos far om natten, velvidende at det nok blev hans sidste. Mor havde rigtig mange smerter efter sin operation, der havde varet 1,5 time istedet for en halv time, men det var vigtigt for hende, at blive hos far - at lade ham vide at hun var hos ham til det sidste.

Vi skiftedes til at være vågne og blunde hele natten. Far fik medicin kl. 23.30, kl. 01.15, kl. 04.00 og kl. 7.30. Hver gang han rynkede et bryn, flyttede en finger eller fod eller trak vejret den mindste smule anderledes, vågnede vi begge. Tjekkede - og åndede lettede op….

Kl. 8.45 fik far medicin igen. Rikke og Merethe kom i løbet af morgenen. Michael kom kl. ca. 10. Kl. 10.15 blev far urolig igen, og vi ringede efter sygeplejersken for at bede om mere medicin. Mor talte om at hun måske ville tage hjem “om lidt”. Pludselig skete der et skift i fars vejrtrækning. Fra at være hård, stødvis og overfladisk, bliver den med et langsom, dyb, næsten afslappet. Medicinen kommer, men bliver ikke givet, det er der ingen grund til mere. Vi er alle klar over, at de allersidste minutter i far liv er lige nu - lige her.

Vi fortæller far, at vi elsker ham, at det er okay, og at vi ses igen. Hans puls bliver svagere, hans åndedræt falder ud - for at komme igen et par gange - til sidst et par suk og så er det slut. Kl. 10.28. Vi bryder sammen, alle sammen, også personalet. Vi rammes af realiteten igen. Og igen Og igen. Min far er død!

Jeg vil ikke vide det!

Jeg vil ikke have det!

Det skal stoppe!

Men 60 mennesker i Nærum Kirke bevidner, at det er rigtig nok. Det stopper ikke. Min far er død.

....

Sygeplejersken åbner vinduet så fars sjæl kan flyve ud og finde sig til rette i sin nye tilstand. Det kommer til mig lige nu - imens jeg skriver. Fars krop lå tilbage i sengen. Stadig varm, men livløs. Hans sjæl, hans person slap vi fri for at den kunne finde sig til rette i sin nye tilstand. Nu er min far med i alt omkring mig - han “fordeler” sig omkring mig, våger over mig. Han er i mig, omkring mig, over mig, med mig - han er blevet evig.