10-01-2016

Hamsterhjulet - Part II

Jeg er et menneske, der, som mange andre, har "gjort hvad der passede mig" her i livet. Jeg tog som 19 årig til Tyskland som au pair pige. Det lyder hos de fleste som en god ide og som meget lærerigt. Men tro mig, det var hamrende hårdt og jeg græd af hjemve de første fire måneder. Herefter blev det min stædighed, der holdt mig oppe og som hjalp mig til at gennemføre.

 
Jeg har taget jobs, hvor alle alarmsignaler fortalte mig, at jeg skulle lade være. Jeg har arbejdet hos Post Danmark om natten i deres pakkecenter for at opfylde en drøm om en lille forretning, der solgte brugt børnetøj.
Jeg kastede al sikkerhed overbords og flyttede til London - fordi jeg som 23 årig var sikker på at jeg var ved at gro fast i rollen som tysk Hausfrau. Hmmmm.....
 
Jeg har en del gange gjort uovervejede ting, som kostede - både økonomisk og mentalt. Som gik udover venskaber og min familie omkring mig. Jeg har dummet mig, jeg har løbet en risiko. Jeg har handlet uansvarligt, ja!
 
Men jeg har levet. Ingen kom til skade. Og jeg bruger de "ridser i lakken", som erfaringerne gav mig. 
 
I dag har jeg fundet mig selv og  min hylde. Jeg er lærer, og jeg ved, at jeg er god til det, jeg  laver. Og jeg er vild med det, jeg laver. 
 
Alligevel har jeg et ønske om at lære. Udvikle mig. Møde nye mennesker og opleve mere. Den største fjende i den ligning er vores fastlåste tanker om "at vi plejer...." og hverdagens trumme-rum i hamsterhjulet. Jeg fandt i min søgen på billeder af hamsterhjulet nedenstående "Hamsterhjulets jantelov", som jeg har pyntet med mine egne ord. Den er ironisk, men som det er med ironi, også fyldt med en del sandhed. 
 
1. Accepter hvad andre siger.
Det er nemt. Ikke tænke, kun nikke. Det kan alle.
 
2. Undlad at stille spørgsmålstegn ved noget
Nogenlunde lige så let at omsætte. Bare fortsæt selv om det hele virker meningsløst og går i mod dine principper.
 
3. Gå på gymnasiet, gå på universitetet, vidreuddan dig - ikke fordi det interesser dig, men fordi det forventes
Vejen er forudbestemt. Bare vrik med i gåsemarchen. Ikke tænke for længe over tingene. Bare start på en uddannelse, så kan du altid skrive daglige opslag på Facebook hvori du brækker dig over tingenes tilstand.
 
4. Tænk ikke på at ændre noget grundlæggende. 
En gang i mellem opstår tanken om, at det her kan da ikke være alt. At der må være noget mere. FORSIGTIG!! Ignorer denne tanke. Hvis du omsætter den, kunne det medføre, at du bryder ud af hamsterhjulet. Gud bedre det.
 
5. Lav planer - men før dem aldrig ud i livet.
Ja ja, du har en drøm. Det er vigtigt at du svælger i den, fortæller en masse mennesker om den - men aldrig handler på den.
 
6. Skæld ud på dit job - men ændr ingenting.
Man kan ikke blive træt af at skælde ud over hvilket lorte-job man har. Fortæl det til din kæreste, dine venner og naturligvis til dine kolleger. Men tænk endelig ikke på at sige op og gøre noget andet.
 
7. Se meget fjernsyn, brug megen tid på Facebook, læs kun lidt.
Vigtigt er det, at du ser meget reality-fjernsyn som "Bonde søger brud" og "Familien på Bryggen", for det er det virkelige liv. Se en masse negative nyheder og del en bunke ligegyldige billeder på Facebook. Indskrænk læsningen til et minimum og alt er godt!
 
8. Nyd kun din weekend.
Sæt alle sejl for at glemme din arbejdsuge. Alkohol og fede fester er gode virkemidler.
 
9. Misund de andre, men gør intet for selv at blive misundt.
Skel til andres succeser, brok dig over dem, men tænk for dig selv: Det er for anstrengende. Det orker jeg ikke.
 
10.Tag på ingen måde ansvar for dit eget liv.
Det nemmeste er at skubbe ansvaret for dit liv over på dine forældre, dine chef, din partner, politikerne eller samfundet. Søg endelig ingen indrømmelser hos dig selv.
 
11. Sig "at i gamle dage var alting meget bedre".
Vi gør grin med vore bedsteforældre og forældre, men vi gør det også selv. Naturligvis var festerne tidligere meget sjovere, det samme gør sig gældende for sex og ferierne. Og de unge mennesker nu til dags......
 
12. Hjælp ikke nogen - for der er jo heller ikke nogen, som hjælper dig. Vel?!
Tænk kun på dig selv, se hverken til højre eller venstre. Invester ikke et sekund på andre uden at få noget til gengæld eller du på anden måde kan profitere af det. Alle andre gør jo  nøjagtig det samme.
 
13. Hold fast i: " Det er sådan jeg er!"
Og det kan der naturligvis ikke ændres på!
 
14. Undlad taknemmelighed. Tag alle goder som en selvfølge.
Altså - godt går det os jo ikke ligefrem. Staten sparer og sparer og alle får færre og færre penge mellem hænderne (undtagen de rige svin selvfølgelig).  Kontanthjælpen, SU'en og dagpengene bliver der skåret i. Ja ja, selvfølgelig findes der lande i verden, der er hårdere ramt end os. Men dem taler vi jo ikke om lige nu, vel?!
 
15. Hvad nu hvis....?
Brug megen tid på at fundere over alle de ting, der kan gå galt......!
 
16. All-Inclusive konceptet længe leve.
Pas på med alle nye former for mad, kultur og mennesker, når du er ude og rejse. Hold fast i, at "hjemme er alting meget bedre". (Men kun indtil du er hjemme igen)
 
17. Bagtal og sladr.
Sladrer du om andre? Super! Fortsæt endelig, det er nemlig super befordrende.
 
18. Vågn op med dårligt humør.
Om solen skinner eller det sner, så er udgangspunktet, at idag bliver en møgdag. Husk endelig at skrive det ud på Facebook, så alle ved det. Brug en lang stribe af negative smileys til at understrege dit budskab.
 
19. Vent på det rigtige tidspunkt.
Skulle du mod forventning have taget dig sammen til at forandre noget, så vent på det rigtige tidspunkt. Det betaler sig, at vente. Gør intet overilet.
 
20. Hav ingen mål - for så bliver du ikke skuffet.
Problemet med mål er: hvad hvis du ikke opnår dem? Nej da, du er ikke pessimist, du er realist og vil ikke være en "Drømmer". Derfor: Før du udsætter dig selv for en skuffelse, så undlad at opsætte mål - og forvent iøvrigt det værste. 
 
21. Udsæt så meget som muligt.
Efter mottoet: I morgen er endnu en dag. Det kan vente.