17-01-2016
At opfylde sine mål og drømme er sjældent uden konsekvenser. Heller ikke udsigten til et job på Bornholm er uden konsekvenser for min familie og mig.
 
I 19 uger skal vi leve i et "weekendforhold" med de fordele og ulemper, der er forbundet med dette. I 12 år har jeg været vant til at skulle dele min datter med hendes far. Men intet kan sammenlignes med det vi skal igennem i den kommende tid.
 
19 fredage skal jeg sætte mig på et fly for at flyve til København og søndag aften skal jeg retur til Rønne. I praksis vil begge steder være "hjemme" og begge steder indeholder noget, der ligger mit hjerte så nært. Min datter og mit nye hjem. Ikke som modsætninger. Men som byggesten i mit liv.  
 
I dagligdagen vil det betyde, at jeg ikke skal liste ind til min datter om morgenen for at vække hende og sige at morgenmaden er serveret. Jeg skal ikke kramme hende, spørge til dagens skema og gøremål og give hende ønsket om en god dag med på vejen. Jeg skal heller ikke være der om eftermiddagen, når hun kommer hjem eller hun allerede slænger sig på sofaen til endnu en genudsendelse af et afsnit af "Bones". Ikke spørge til hendes dag, til lektierne, om hun har luftet hunden eller bare sidde på sofaen under tæppet sammen med hende, hendes hånd i min uden at spørge. Bare være.
 
Lige rundt om hjørnet ligger konfirmationen - en dag vi alle glæder os til. En del af glæden ved sådan en fest er planlægningen, indkøbene, listerne, samtalerne. Vi har allerede haft mange af det hele og flere venter. Jeg er dog meget bevidst om mit fravær i dagligdagen og ved, at weekenderne frem til den store dag vil være besat af hyggelige gøremål målrettet påklædningen, invitationerne, maden og alle de andre to-do's.
 
Værst er tanken om at der i 19 uger ikke er
 
* Nogen at putte dynen omkring når hun sover 
* Nogen tæer, der skal nusses
* Ingen, der lægger neglelak på mine tånegle
* Ingen der siger "fedt outfit du har på idag"
* Ingen, der fortæller mig, at jeg er verdens bedste mor, mens hun forsigtigt stryger mit hår   om bag mit øre
* Ingen, som fortæller mig at hun elsker mig, at hun elsker mig mere end hele universet og   tilbage igen.
 
Men jeg ved! Jeg ved, at hun og jeg er stærke - sammen og hver for sig. De kommende uger bliver hårde at komme igennem, men de er vejen til målet, som er at vi skal samles igen og kan se frem til fede oplevelser, nye venner, den vildeste natur, idyllen og samværet i vores lille huz...
 
Jeg elsker dig, Bitten!
03-01-2016

På denne bidende kolde januardag har jeg haft en vidunderlig oplevelse sammen med min 14-årige datter. Vi har været i Aalborg i weekenden og besøgt Michaels drenge og svigerdatter og her var vi i deres storcenter og shoppe.

Ideen her til eftermiddag var at lave en modeopvisning med alle de fine ting vi har købt. Det blev i stedet til makeup, hår og foto shooting i bedste "Red min stil" fra Femina. Jeg er SÅ stolt af min datters kunnen - både med cremerne, penslerne og kameraet.

Tak skønne BittenKærlighed 

11-12-2015

Min datter skal konfirmeres!!

For 13-15 år siden deltog vi i en bølge af bryllupper og barnedåbe og i sagens natur følger nu en ny bølge: konfirmationerne. Naturligt er det faktisk ikke - i dagens sekulariserede Danmark er det faktisk kun 42 % af de københavnske unge, der bliver konfirmeret. På Bittens skole har de slet ikke kristendom, de har filosofi og jeg havde nok forventet, at dette ville præge og sætte spor i retning af en non-firmation eller måske endda en demokratisk konfirmation. Det er altså ikke tilfældet, Bitten giver udtryk for at "tro" og det skal der naturligvis reflekteres over og undervises i. Datoen blev valgt ud fra et parameter: hvornår kunne vi finde er ledigt selskabslokale i København eller omegn. Indrømmet - jeg har da leget med tanken om at leje en stor bus til alle gæster og holde det på Bornholm. I Lobbæk forefindes nemlig er fint lille forsamlingshus. Valget faldt dog på Ishøj Forsamlingshus i Ishøj Landsby, det ligger idyllisk lige over for Ishøj Kirke. 

 

Allerede sidste år i september opdagede vi, at der ligger en forhandler af brude og konfirmationskjoler i Rønne og vi har flere gange talt om at det kunne være sjovt, hvis kjolen blev købt herovre frit efter mottoet: støt og køb lokalt. Derfor var jeg også sikker på, at den vordende konfirmandinde ville "plage" om at komme ind i forretningen så snart vi var landet på øen for at holde sommerferie. Det skete ikke - jeg måtte opfordre til at "vi gik ind og kiggede".

 

Min søster havde fortalt om sine oplevelser med at se på kjole til min niece. Hvordan horder af mødre og teenagepiger står i kø helt med til Storkespringvandet for at prøve kjoler hos Lilly i januar. Hvordan man er nr. 45 i køen hos Miss Nicolai når man kommer kl. 10.05 en lørdag formiddag i selv samme måned. Disse skrækscenarier havde jeg intet i mod at undgå, så på en overskygget dag i juli træder vi sammen ind hos "Migrant" i Rønne. Ejeren fortæller med det samme, at alt jo er pakket væk og at det jo kun er 2015 modeller hun har på lager. Det gør ikke noget bedyrer vi i munden på hinanden - vi skal jo kun kigge... Ja jeg skal love for at der blev "kigget". I de næste to timer prøvede Bitten 10 forskellige kjoler, den ene finere end den anden. Fire kjoler stod til udvalg, uha det var svært. Hjernen sagde "overloadet" og det var umuligt at tage en beslutning den dag. Vi skulle jo egentlig også bare kigge.

 

Men for pokker da, det er stort at se sin yndige på-vej-til-at-blive-voksen datter iføre sig den ene strutkjole med og uden blonder efter den anden. Hun var så fin i dem alle sammen, hun strålede, dansede og drejede rundt i sin jeg-føler-mig-som-en-prinsesse rus og var henrykt over at kunne vælge og vrage i hele kassens indhold og have tre voksnes uforbeholdne opmærksomhed.

 

To dage senere var beslutningen alligevel taget og vi trådte igen ind over tærsklen til kjoleforretningen. Ejeren virkede ikke specielt overrasket over at se os og ej heller over valget af kjole. Hende mangeårige erfaring sagde hende, at vi ville komme igen og hun vidste også hvad vi kom for at købe med hjem. 

 

Nu hænger kjolen pakket ind i plastik og venter på den store dag.

 

Efterskrift: har efterfølgende set annoncer fra forskellige forretninger som inviterer til VIP aftener i november. Her får konfirmanderne "sin helt egen ekspedient og et prøverum i en time...." For mit indre blik ser jeg igen disse massive masser af småhysteriske teenagere, der kaster med håret og himler med øjnene, deres små-bandende mødre, der længes efter den cafe latte de har som dem selv som belønning når "det her er ovre" samt de svedende stressede ekspedienter, der forsøger at holde styr på blonder, størrelser, sko med/uden hæl og hårbøjler.... Jeg ved godt hvad jeg foretrækker....