17-01-2016

En langdistance-mor's bekendelser

At opfylde sine mål og drømme er sjældent uden konsekvenser. Heller ikke udsigten til et job på Bornholm er uden konsekvenser for min familie og mig.
 
I 19 uger skal vi leve i et "weekendforhold" med de fordele og ulemper, der er forbundet med dette. I 12 år har jeg været vant til at skulle dele min datter med hendes far. Men intet kan sammenlignes med det vi skal igennem i den kommende tid.
 
19 fredage skal jeg sætte mig på et fly for at flyve til København og søndag aften skal jeg retur til Rønne. I praksis vil begge steder være "hjemme" og begge steder indeholder noget, der ligger mit hjerte så nært. Min datter og mit nye hjem. Ikke som modsætninger. Men som byggesten i mit liv.  
 
I dagligdagen vil det betyde, at jeg ikke skal liste ind til min datter om morgenen for at vække hende og sige at morgenmaden er serveret. Jeg skal ikke kramme hende, spørge til dagens skema og gøremål og give hende ønsket om en god dag med på vejen. Jeg skal heller ikke være der om eftermiddagen, når hun kommer hjem eller hun allerede slænger sig på sofaen til endnu en genudsendelse af et afsnit af "Bones". Ikke spørge til hendes dag, til lektierne, om hun har luftet hunden eller bare sidde på sofaen under tæppet sammen med hende, hendes hånd i min uden at spørge. Bare være.
 
Lige rundt om hjørnet ligger konfirmationen - en dag vi alle glæder os til. En del af glæden ved sådan en fest er planlægningen, indkøbene, listerne, samtalerne. Vi har allerede haft mange af det hele og flere venter. Jeg er dog meget bevidst om mit fravær i dagligdagen og ved, at weekenderne frem til den store dag vil være besat af hyggelige gøremål målrettet påklædningen, invitationerne, maden og alle de andre to-do's.
 
Værst er tanken om at der i 19 uger ikke er
 
* Nogen at putte dynen omkring når hun sover 
* Nogen tæer, der skal nusses
* Ingen, der lægger neglelak på mine tånegle
* Ingen der siger "fedt outfit du har på idag"
* Ingen, der fortæller mig, at jeg er verdens bedste mor, mens hun forsigtigt stryger mit hår   om bag mit øre
* Ingen, som fortæller mig at hun elsker mig, at hun elsker mig mere end hele universet og   tilbage igen.
 
Men jeg ved! Jeg ved, at hun og jeg er stærke - sammen og hver for sig. De kommende uger bliver hårde at komme igennem, men de er vejen til målet, som er at vi skal samles igen og kan se frem til fede oplevelser, nye venner, den vildeste natur, idyllen og samværet i vores lille huz...
 
Jeg elsker dig, Bitten!