Blog

29-02-2016

Hvad er det lige der gør, at det er NU jeg synes at jeg skal berige verden med mine tanker på skrift? Hvad er det jeg har på hjerte, som verden ikke kan være foruden? Ingenting! Og alligevel vælger jeg at gøre forsøget.

Når jeg tænker tilbage, så har jeg altid skrevet meget. Jeg har gjort adskillige forsøg på at skrive dagbog, det er altid mislykkedes, da der aldrig har været kontinuitet i det jeg skrev og jeg har altid - når jeg senere læste mine skriverier - syntes at det var tåbeligt, det jeg havde skrevet. (Læg mærke til brugen af både altid og aldrig i denne sætning.... En hver mindfulness instruktørs mareridt)

 

Men breve har jeg skrevet! Hundredvis af breve! Specielt i min tid som au pair pige blev der skrevet mange breve - jeg gik med plaster på min høje langfinger, fordi jeg havde udviklet en blanding af hård hud og vabel. Jeg skrev om stort og småt og brokkede mig i en jævn strøm over mangt og meget og udviste dermed i høj grad en typisk 19-årigs manglende forståelse af kulturelle forskelle. Jeg beskrev også min forundring over den manglende børneopdragelse i familien og om hvordan den udmøntede sig i ungernes umulige adfærd. En sådan længere svada blev afsluttet med ordene: "desuden er han også grim". En ikke særlig kærlig beskrivelse af en 2-årig forsømt lille dreng.

 

Det var for mig også en fryd at afvente postbuddets komme hver formiddag. Jeg vidste han kom omkring klokken 11 til Rheinstrasse 35 og selv de formiddage jeg var af sted på tur med lille Søren i klapvognen blev tilrettelagt således jeg var tilbage lige omkring dette nærmest hellige tidspunkt. For når man skriver mange breve, så modtager man mange breve og fanskaren var stor dengang. Udover den nærmeste familie, så skrev Lone fra Washington DC og Helle fra - ja hvor hun nu lige befandt sig verden.... Mormor skrev, Anne skrev og min daværende kæreste skrev. Begge mine søstre havde en vane med at klistre alverdens klistermærker på brevene og skrive alle mulige ting på foruden adresse og afsender - alt sammen til stor moro for personalet i bagerforretningen, som for det meste var dem, der tog mod dagens post. 

 

Og der er godt nok en anden form for forventningens glæde over at skulle åbne disse breve end at trykke på "send/modtag" knappen i ens mail i dag. "Opdateret for 3 minutter siden" og "0 nye beskeder" er bare ikke helt så spændende og tilfredsstilende som at modtage 3-5 breve med opdateringer hjemmefra, skrevet på rigtig brevpapir. Og bevidstheden om at hvis afsenderen var løbet tør for frimærker, var vedkommende nødt til at gå på posthuset eller i boghandelen i deres noget begrænsede åbningstider, for se dengang var der noget der hed lukkelov.

Man sms'ede ikke bare til PostDanmark for sekunder senere at modtage en PDK 123 456 789 kode, man var nødt til at anstrenge sig, nødt til at gøre en indsats for at glæde en modtager i den anden ende.

 

På et tidspunkt tog fax'en over, det gik hurtigere men det var stadig breve - skrevet i hånden eller på maskinen. I 1997 arbejdede jeg for American Express i Frankfurt og her blev jeg første gang spurgte efter min e-mail adresse. Uha, det var sådan noget fint noget som kun de høje chefer havde - og som kun "virkede" på vores daværende "intra", den kunne ikke anvendes til at kommunikere ud i verden med. Bare det dog stadig var så simpelt og så enkelt....

 

Hjemvendt til DK skulle der omvendt kommunikeres med vennerne i Tyskland og det blev der. Langt hen ad vejen stadig pr snail-mail, men med tiden tog den elektroniske post mere og mere over. Så kom tiden med internet-mødregruppen... Hold nu op, der blev skrevet mange mails. Mange mange af dem har jeg stadig liggende på computeren. Jeg fandt i dag en blog med navnet "Lortemor", det skulle min blog da klart have heddet hvis begrebet blog havde eksisteret i 2001....

 

I 2003 blev jeg studerende og selv om skriveriet nu var helt og fuldt flyttet over på computeren, så skulle ordene jo stadig forfattes, printes ud, bindes ind og afleveres. Det var altid interessant at opholde sig på "Teknisk Bureau" på KDAS i dagene op til afleveringsfristen af eksamensopgaverne. Der herskede en helt speciel stemning når hundredvis a studerende kom for at printe deres opgaver ud - nogle af dem kun for at opdage at det de troede var gemt på USB stikket var blevet spist af en cyber-trold i løbet af natten. Hvordan røde øjne grundet søvnmangel og for meget kaffe stirrede på computerskærmen, febrilsk søgende efter de ord, der nægtede at dukke op.

 

Det er dog ikke kun behovet for selv at komme til udtryk, der gør sig gældende. Jeg elsker at læse andre menneskers tekster - hvis den vel og mærke er velskrevet og har noget på hjerte.... Min far var en af dem, der kunne noget med sproget og ordet. Han skrev lange breve til mig i Tyskland. Ikke så tit, men mår han gjorde, var det lange solide breve med masser af indhold og noget på hjerte. For at komme gang med at skrive bloggen her, har jeg læst andre bloggers indlæg, bl.a. Steffi på bornholmmylove.dk Denne blog er (vel)skrevet på tysk og omhandler Steffis dagligdag, oplevelser på øen og hendes dybfølte kærlighed til Bornholm. Hun skriver varieret, med humor, informativt og beskrivende - lige sådan dom det tiltaler mig! 

Så har jeg læst blogs om hverdagslivet, om at være tvillingemor, om at skulle giftes, om mode og om rejseoplevelser. Nogle håbløst kedelige, andre med refleksioner, informationer og i et sprog, der gjorde dem til "forbilleder" for mig.

Jeg er ikke specielt klog, specielt interessant, specielt morsom eller specielt indsigtsfuld. Alligevel glæder jeg mig til at dele ord og tanker med dem, som gider læse dem.