Det enkle liv

Hvordan lever man det enkle liv i dag? Siden en stressrelateret sygemelding for syv år siden har jeg forsøgt at finde svaret på det spørgsmål. Der er ikke noget enkelt svar på det. Og bestemt ikke ET svar, der passer på alle.

Noget af det allersværeste har for mig været at finde ud af, hvilke værdier, der har størst betydning for mig og på hvilken måde jeg vil indrette mit liv i et forsøg på at efterleve disse værdier. Det er ønsket om ikke at ende som en kliché, der har bevirket, at jeg stadig er i processen med at finde og formulere disse.

I flæng kan nævnes: nærvær, anerkendelse, autencitet, hjælpsomhed, ro, balance, tillid, åbenhed, nysgerrighed, taknemmelig, kreativitet, frihed, loyalitet - og kærlighed. Størst af alt er kærligheden.

Derudover har jeg et ønske om at leve med fokus på givende relationer og fællesskaber, sundhed og økonomisk frihed. 

Jeg øver mig. Jeg ændrer tilgang. Jeg fejler. Jeg udvikler mig.

Har hovedet og hjertet fuld af tanker og følelser omkring den udvikling og proces jeg har været igennem i de seneste år. Nogle af alle disse ønsker jeg skal blive til mere end en tanke. Dem deler jeg her. 

Minimalisme - hvad gør jeg mig af tanker?

For ca. 15 år red jeg med på "simple living" bølgen for en kort periode - uden at den for alvor fik nogen skelsættende betydning for mit liv. Jeg deltog i et par workshops og læste et par bøger og artikler. 

Tænk hvis vi dengang havde kunne forudse hvilken påvirkning den digitale udvikling ville få på vores købevaner, vores sociale liv, vores kommunikation, vores arbejdsliv og meget andet. 

Så havde jeg måske allerede dengang inddraget nogle flere rettesnore fra simple living i mit liv og dagligdag end jeg endte med at gøre. Det havde nok sparet mig for en del.

Nu - 15 år senere - er jeg så for alvor klar til at omsætte en del tanker bag minimalisme og det enkle liv. Og jeg vil anvende dette afsnit til at klargøre hvorledes jeg vælger at afgrænse og definiere dette begreb for mig. For noget står helt klart for mig: minimalise er ikke et begrænsende regelsæt, der foreskriver hvor lidt du bør leve med ala hvor mange håndklæder og rødvinsglas du må have i dit køkkenskab. Man skal ikke leve asketisk som i et nonnekloster og give afkald på alle former for nydelse, oplevelser og skønhed i livet. Nærmest tværtimod. 

Det er min oplevelse, at hver eneste, der bekender sig til minimalismen definerer den form for minimalisme, der passer ind i vedkommendes livsstil og stadie. Og hvad jeg nyligt har lært, er, at man ikke skal forklare og forsvare sine valg og måde at prioritere på. Sikke en befrielse.

Minimalismen lægger altså op til, at man forenkler på de områder hvor det giver mening for den enkelte.

For mig betyder minimalisme ikke, at jeg ingenting har. Tværtimod. Jeg har mange ting. Men det er ting, som jeg har forholdt mig til og besluttet, at de skulle være en del af mit liv. At de beriger mit liv med skønhed, gør min hverdag nemmere eller mere konfortabel. Og derfor er de der.

Mit liv har i det sidste år udformet sig lidt anderledes end planlagt og jeg har blandt andet ryddet 185 kvm bolig, 30 kvm kælder, 30 kvm udhus og 25 kvm garage for ting. Jeg har i bogstavligste forstand skilt mig af med tusindvis af ting! Jeg har delt bolig med to samlere. Der blev samlet kameraudstyr, køkkenudstyr, gamle ure, tøj, sko, makeup, dinge-noter og dippedutter. Der blev købt.... og købt.... og købt.... Hver eneste uge kom der pakker fra Zalando, AliBaba og alle mulige andre spændende steder fra. De to samlere flyttede - dog uden at tage deres ting med sig. Så en lang proces har for mig været at skille mig af med alle deres efterladenskaber og gjort et stort hus klart til salg. 

I dag bor jeg på 87 kvm i Rønne. Ingen kælder. Ingen garage. Og jeg har alt for megen plads. 

Jeg har også fået mentalt mere plads. Tingene kræver ikke længere deres.

Tid er der blevet mere af, for jeg skal ikke rydde op i så meget. Penge er der blevet flere af, for jeg køber ikke længere ubevidst ligegyldigt kimskrams fra Nettos spot-hylder. 

Følelsen af frihed fylder mere, for tingene ejer ikke længere mig. 

Dag 1 - En udfordring til mig selv

Misundelse er ikke en pæn ting. Og alligevel må jeg erkende, at jeg misunder de mennesker, som har et projekt i deres liv. Om det er en hobby, en have, et job som frivillig, et aflastningsbarn, en sport, hundeudstillinger med deres hund, en båd eller andet - det er ikke det, det kommer an på. Det handler om at have noget som betyder noget. Noget som IKKE er job. Som giver livet mere indhold end "bare" jobbet. Det savner jeg!

Imens jeg leder efter dette, vil jeg give mig selv en udfordring. Jeg vil gerne skrive noget mere på denne hjemmeside og jeg vil gerne skrive om noget, der interesserer mig. Og det gør netop det enkle liv. Så hver dag i en måned skal jeg skrive et indlæg her på bloggen om mine tanker og praksis bag det enkle liv og minimalisme i min hverdag. Det behøver ikke nødvendigvis være lange indlæg, men indlæg, der fortæller om min udvikling, mine "projekter" mv.

Jeg er spændt på om jeg reelt kan skrive 31 indlæg om dette emne. Inspiration findes der alle vegne. Men om jeg kan sætte egne ord på? Vi får se. Challenge accepted!

Dag 2 - Købestop og fredagsbar

Har for anden måned i træk indgået en fuldstændig uforpligtende aftale med mig selv om at holde "ekstemt købestop". Altså mad, medicin, hundefoder og benzin må der købes. 

I sidste måned førte det til, at jeg kunne sætte kr. 3500,- af til opsparing. Penge som jeg under normale omstændigheder bare ville have klattet væk. For mig er det mange penge og jeg var stolt af mig selv over resultatet.

I denne måned forsøger jeg at gentage successen - vidste dog allerede fra månedens start, at overskuddet i denne måned ikke bliver lige så højt, da der både skal betales til hundefrisør, damefrisør og købes færgebillet til sommerferien. Men mindre har også ret.

Så igen i denne måned købes der fuldstændig målrettet ind og der købes kun det nødvendige. Indtil i dag. For i dag har jeg været til fredagsbar på den irske pub O'Malley i Rønne. Jeg har brugt kr. 103 på to (fuldstændig unødvendige) drinks. 

De fleste - hvis ikke alle - jeg kender ville bare rynke på næsen og sige "og hvad så"....?! Hvad er problemet. Der ER bestemt ikke noget problem.

Jeg trængte til at se mennesker, jeg lavede en aftale med to fra min damegruppe. Færdig.

Og vi havde det gevaldigt hyggeligt i flere timer - jow jow, der blev godt nok spyttet en del i de to drinks.....

Det interessante her er ikke de to drinks og de kr. 103,- jeg har brugt på dem. Det interessante er, at jeg overhovedet gør mig tanker om det. At jeg formulerer disse sætninger og skriver dette indlæg.

Jeg har valgt minimalismen til i min hverdag som en kvalitet. Som noget positivt. Men oplevelser, nærvær og samvær med andre mennesker kan og skal ikke sidestilles med denne livsstilsændring, men vægtes langt højere. Uden følelsen af at høre til og være en del af noget, bliver alt andet jo komplet ligegyldigt.

Opdateret: I min minimalistiske tilgang skal der ikke være limit på oplevelser. Og så alligevel. For jeg ønsker mig ikke larmende udflugter til fx Bakken og lignende etablissementer. Ej heller oplevelser, der nødvendigvis koster noget. Men koster de noget og beriger de mit liv - så ja tak. En oplevelse kan også være en times massage. Den beriger i allerhøjeste grad mit liv. 

Min fars død synliggjorde noget meget meget vigtigt for mig: vi er nøgne når vi kommer til denne jord og vi er nøgne, når vi skal herfra igen. Vi kan ikke tage noget med os. Ingen store biler. Ingen dyre smykker. Så jeg vil sørge for at leve livet og tage alle de oplevelser med mig, som jeg kan nå. Allerhelst i samvær med de mennesker, der betyder noget for mig.

Der er ingen som helst rød tråd i dette indlæg. En masse strøtanker udløst af to drinks på en bar.

 

Dag 3 - at tage (matematisk) fejl

I efteråret 2020 købte jeg mit nye hus. Jeg havde de fleste penge selv og skulle derfor kun låne et mindre beløb i banken. Banken skulle have kr. 10.000 i gebyrer for at oprette sådan et lån - inklusive tinglysningsgebyrer til staten vel og mærke. Kr. 10.000,- som jeg ikke ville få noget som helst for. Som i 100% ingenting! 

Og for at det ikke skal være løgn, så skulle jeg betale kr. 9.000,- for at afvikle mit tidligere boliglån og afmelde den tinglysning, der lå på mit gamle hus. Et beløb jeg på ingen måde kunne få banken til at reducere. Det var deres faste listepriser.

Jeg var rasende. Følte mig stavnsbundet. 

Hjælpen og løsningen kom fra min kære mor i form af et privat lånetilbud. Jeg blev altså tilbudt at spare kr. 10.000,- + renter i hele låneperioden. Lånet skulle så betales i noget større rater end hos banken. 

Optur. Jeg kan være gældfri om godt tre år.... troede jeg.... Ved ikke hvorfor jeg lige fik regnet efter i går. Jeg bliver 100% gældfri d. 1. september 2023 - et helt år før den dato jeg hele tiden har "arbejdet udfra" inde i mit hoved. Det føles helt fantastisk. 

Efterfølgende skal det beløb investeres og forhåbentligt føre til, at jeg kan reducere min arbejdstid væsentligt om 10 år. Mere om dette i et andet indlæg.

I disse dage nyder jeg bare bevidstheden om at have taget fejl på den gode måde.

Dag 4 - Drømmen om det enkle liv på Bornholm

I 2009 var jeg på Bornholm igen for første gang i næsten 20 år. Min mand og vores fælles børn tilbragte en uge i Gudhjem og syntes det var fantastisk. Vi så os selv bo der - men måtte sande at med delebørn bosiddende i Ålborg, så var det ikke et realistisk ønske - på det tidspunkt. Et par år senere tog vi afsted igen og forelskede os påny i øen. Igen var vi klar til at rive alt op med rod og skabe nye rammer. Igen blev det ved snakken.

Men en snak med herre på færgen hjem, der talte varmt for flexboliger, grundlagde et kim hos os, som voksede og voksede. Økonomiske realiteter holdte os dog nede på jorden. Vi havde ikke økonomi til at købe et sommerhus til en million - som vi ikke var sikre på at kunne få solgt, hvis vi alligevel ikke ønskede os at komme til øen mere. På det tidspunkt var der over 1200 boliger til salg på øen. Nogle af dem med horrible liggetider bag sig.

Men så en dag - en tirsdag eftermiddag i juli 2014 - skete der noget. Ejendomsmæglerne havde lige lukket deres kontorer, men fortsatte øjensynligt deres arbejde. For med få minutters mellemrum kom der to huse til salg. Et absolut håndværkertilbud til kr. 48.000,- og et noget mere spiseligt (men stadig håndværkertilbud) til kr. 98.000,- 

Så var vi klar. Jeg skrev en mail til mægler, at jeg gerne ville købe huset ubeset. De kunne bare sende et kontonummer, så var jeg klar til at overføre.....

Det viste sig at være et insolvent dødsbo i "byernes by" Lobbæk. Jeg anede på det tidspunkt virkelig ikke, hvor Lobbæk ligger henne på øen. Der blev aftalt besigtigelse og 48 timer senere blev der skrevet under.

Året efter tilbragte vi hele vores sommerferie på øen og jeg græd, da vi kørte til færgen for at tage tilbage til hverdagen på Sjælland. En hverdag, der på mange måder var presset og stresset. Som lå så langt væk fra de sænkede skuldre og roen jeg lige havde mærket og følt så befriende.

Min datter kom med løsningen. Hun var på det tidspunkt stadig kun 14 år gammel - men hun spurgte os helt seriøst om, hvorfor vi ikke bare flyttede til Bornholm. Nu havde vi jo huset - og hun elskede at være der. 

Så blev der sat handling bag drømmene. Lykken tilsmilede mig et par måneder efter, da jeg blev tilbudt job - midt i skoleåret og med en konfirmation i april. Bestemt ikke optimalt - men der blev afholdt familieråd og beslutningen blev taget. Så jeg pendlede fredag og søndag. Se mine pendler-tanker andets ted på bloggen.  D 1.7.2016 var flytningen en realitet. Lejligheden på Gl. Køge Landevej var solgt og forude ventede "de sænkede skuldre og roens" fremtid.

Så nemt gik det naturligvis ikke. Også på Bornholm er der nok at se til. Huset skulle sættes i stand. Jobbet skulle passes og mange ting gå op i en højere enhed.

Men når jeg i dag gør status, så var det den rigtige beslutning. Når jeg i dag kommer til Sjælland, så glædes jeg ved gensynet med familie og venner og nyder samværet. Men jeg savner min ø. Jeg glæder mig til at komme hjem igen.

Inden vi flyttede til øen, var indholdet på en lørdag eller en søndag typisk en shoppetur i Rødovre Centrum og når vi trængte til lidt sydlansk ferie-stemning, så gik vi slentreture ned af Gammel Kongevej efter besøg på loppemarked. De små grøntsagshandlere, specialforretningerne og caféerne gav os følelsen af at være "kommet lidt længere væk".

I dag overvældes jeg af de mange mennesker og larmen. 

I dag kan jeg slet ikke forestille mig at bo andre steder end her på øen. Jeg føler mig privilegeret over, at jeg havde muligheden for at tage springet og at det rent faktisk lykkedes med job, netværk og bolig. Ølivet er ikke for alle. Men det er for mig!

Dag 5 - en meget dyr sofa

I dag har jeg rimeligt godt styr på økonomien, men sådan har det bestemt ikke altid været.

Da jeg flyttede fra min kæreste i Tyskland i midten af 90'erne levede jeg "på kredit", forstået på den måde, at jeg hver måned betalte hvad jeg skyldte på mit kreditkort og så startede forfra med at betale mine udgifter med det. En virkelig ond cirkel, som faktisk først blev brudt, da jeg pakkede mit habengut sammen og flyttede hjem til Danmark et par år senere.

Da jeg blev 40 fik jeg en lækker sofa fra IKEA i gave. Til den kunne man købe en puf. Man kunne også købe rigtig mange andre ting i IKEA - og hos IKANO var det villige til at låne en penge, hvis man lige stod og manglede.

Det syntes vi jo at vi gjorde - så vi fik et IKANO kort, som man sørme også kunne bruge hos H&M, Bauhaus og Toys'r us. Så der kunne købes tøj, fødselsdagsgaver til niecerne og diverse til hus og hjem på det kort.

Vi startede med en kredit på kr. 10.000,- Men da vi havde købt huset på Bornholm og kreditten var opbrugt max, forhøjede vi kreditten med kr. 5.000,- og den var kørt op til loftet ALTID!

For når man tager til IKEA, så kommer man hjem med mange skønne ting, som man ikke anede man ønskede sig..... 

Hvor om alting er, så endte jeg med at have dette IKANO kort i over 11 år. Sidste år betalte jeg det sidste afdrag på kontoen, som blev lukket. Kortet var blevet klippet i stykker mange måneder før.

Men den føromtalte sofa endte med at koste kr. 900x12x11 = 118.800,- 

I dag er der styr på det på en helt anden måde - det føles rigtig godt! Mere om pension og månedsopsparing i et senere oplæg.

Dag 6 - Affald

http://skraldiade.dk/affald/affald-i-hverdagen/sorter-affaldet/

Endnu er Bornholms Kommune ikke redet med på affaldssorteringsbølgen, så her på øen har vi stadig kun to forskellige affaldssorter at forholde os til: aviser i den grønne tønde og restaffald i alle udformninger. 

Jeg ved godt, at det ikke varer længe før vi alle skal fordele i mange farver og bøtter. Den tid den glæde. Tyskerne gjorde et forsøg i midten af 90'erne. Det røg til jorden med et brag, da reportager viste, at alt det sorterede affald alligevel havnede i den samme bunke på forbrændingen. Tyskerne lod sig ikke "verarschen". 

De er dog kommet efter det i stor stil dernede. Både i det private og i det offentlige rum. Vi har stadig en masse at lære.

Status på min sortering er: Jeg bor alene og jeg sorterer en del fra til "småt brandbart" - samler ca. 1 sæk om måneden og kører på BOFA med den. Dette har medført, at jeg har kunnet tilmelde mig 14-dages-tømning og dermed sparer kr. 860 årligt på skattebilletten. Det er ikke millioner - men i miljøets og bankkontoens tjeneste, så passer det fint ind i mit nye mindset med at forbruge mindre, smide mindre væk, genbruge og spare hvor det er muligt.

 

Dag 7 - downsize bolig

Som enlig mor og studerende var jeg snydeheldig at få fingrene i en 1,5 værelses andelslejlighed på 52 kvm i Hvidovre. Huslejen var i den lave ende, hvilket er påkrævet, når man er på SU med et barn på 2 år. 

52 kvm er ikke meget - men det fungerede for min datter og mig i de fire år jeg læste. Forskellige indretningsmuligheder blev afprøvet, ikke altid lige optimalt. 

Kort før jeg var færdig med at læse, kom der en større lejlighed til salg i samme boligforening, denne gang en 2,5 værelses lejlighed på ca 68 kvm. Det føltes næsten som et slot. Efter fire år kunne jeg endelig hente alle mine flyttekasser ned fra loftet, få dem tømt - kun for at finde ud af, at der ikke var ret meget jeg havde savnet, så meget røg ud.

Men flere kvadratmeter kræver flere møbler, flere nips, flere "alting".... Kort tid efter flyttede min (kommende)  mand ind og når hans to drenge kom til overnatning var det en smule trangt. Indrømmet. 

Eter seks år flyttede vi til Bornholm - læs meget mere om den proces andetsteds på bloggen. Her fordoblede vi næsten vores antal af kvadratmeter, idet vi købet et hus på 124 kvm. Vi havde indrettet det til weekendhus - med ALT hvad hjertet kunne begære + lidt ekstra. Og da vi så flyttede for alvor, ja så stod vi med to-tre af alt. Man skal jo ikke gå ned på køkkenudstyr, håndklæder, vaser, nips eller andet. Vel?!

For at det ikke skal være løgn, så købte vi 1,5 år senere et hus på 185 kvm + 30 kvn kælder + 25 udhus + 25 kvm garage. Endnu en gang skulle der suppleres op. Vi havde skabe alle vegne. Skabe, der bugnede af ting. 

I dag er det store hus solgt. Jeg bor i et mindre byhus på 87 kvm. Jeg har skilt mig af med tusindvis af ting. En proces, der fortsætter. 

Og faktisk så synes jeg pt. at jeg har for meget plads. Hele min 1. sal (med skrå vægge) føles som døde kvadratmeter. Jeg går derop kl. ca. 22.00 for at sove frem til 05.30. Derudover står det hele bare uudnyttet hen. 

Så måske er tiden moden til endnu mindre? Et Tiny-house? Et kollektiv? En autocamper? 

Jeg ved det ikke - men jeg er ikke i mål endnu. 

Dag 8 - at skille sig af med ting

Oldefars gamle skrivebord.

10.000 ting! 

Det er hvad en gennemsnitlig tysker besidder. Mon ikke vi danskere fint kan følge med der?

10.000 ting! 

Det er altså ret mange ting!

Jeg boede sammen med en samler og en shopper. Jeg var heller ikke selv bleg for at købe - både på nettet, på loppemarkeder og lidt hyggeshopping i de fysiske forretninger, når lejligheden bød sig. Der var ingen begrænsninger på. Ingen stopklods. Ingen mental "nu er nok nok" - for vi havde jo pladsen til det. Og det kunne jo være det hjalp på humøret at købe en ny vase, et nyt plaid eller en ny kjole.

Det gjorde det sjældent. Hjalp.

Men hvor mange plaider, vaser og kjoler har man brug for? 

Det tog mig måneder sidste år at rydde op og ud efter de to, der flyttede. Der blev afholdt loppemarked. Solgt via nettet. Foræret væk. Kørt til BOFA. Og selv om jeg syntes jeg lige havde ryddet op i det skab, den skuffe, det rum.... så blev der ved med at være ting. Små ting. Store ting. Søm og skruer. Møbler. Og så tog jeg en runde mere.

Jeg skilte mig nemt af med rigtig rigtig mange ting, fordi de ikke var mine. Så var der fælles ting. Ting købt med henblik på fælles aktiviteter. Det gjorder lidt mere ondt.

Jeg stillede mig selv to spørgsmål: Kan den genanskaffes for € 20? Så hav ingen kvaler. FInder du ud af at du savner den, så køber du den igen. Det er endnu ikke sket.

Det andet spørgsmål var og er: Ville jeg købe den, hvis den stod på et loppemarked til kr. 25/50/100? Hvis nej, så farvel og tak.

Så er der det her med at mærke efter om en ting gør en glad. Om den opfylder et behov eller en funktion. JA? JA? JA? Så får den lov at blive - denne gang.

Jeg har været lidt for god til at sige ja, kan jeg mærke mens jeg skriver dette. Jeg ved, at der er flere ting, der kan væk. Denne måneds skriverier og særlige fokus medfører, at jeg kan mærke, at processen langt fra er færdig.

Da jeg skulle flytte fra det store hus, vidste jeg, at min oldefars skrivebord ikke skulle følge med mig. Skrivebordet har været i familiens eje i ca. 90 år. Min oldefar købte det på en auktion på en jysk herregård og sad selv ved det, når han skulle føre regnskabsbogen fra hans købmandsforretning. Der hører en højrygget stor stol med grønt fløjlsbetræk på til skrivebordet. Den står hos min moster. 

Jeg arvede skrivebordet, da min mormor døde. Jeg var meget beæret over det. Men mit liv tog en lidt anderledes drejning end forventet og jeg ønskede ikke længere, at skrivebordet skulle "kræve sin plads". Jeg ville ikke skulle købe hus efter at der skulle være plads til bordet. Jeg forsøgte at sælge det - uden held. Så den kirkelige genbrug fra Aakirkeby kom en dag og hentede det. Nu lever det videre i mine minder og ved dette foto.

Indrømmet - min brudekjole ligger stadig i en skuffe og venter på, at jeg er klar til at gennemgå samme proces med den.

 

  • Klar til loppemarked

    Datterens bukser - klar til salg. Og så var der lige så mange tilbage i skabet endnu.

  • Rod i et skab.

    Vi næsten fordoblede vores antal af kvadratmeter to gange på 1,5 år. Så vi samlede på ting. Mange ting. Og stablede dem i en stor uorden uden overblik.

  • Mere rod

    Her er der ligeledes plads til forbedring og optimering. Rod dræner. Stjæler tid og fokus.

Dag 9 - glæden ved noget nyt

Det var en mørk og sikkert også stormfuld aften i januar måned.....

Jeg var ude og lufte hunden i Rønnes gader, der stadig lå badet i strålerne fra julelysene. Af urangsagelige grunde gik jeg en anden vej end normalt og kom forbi en marskandiser af den gammeldags slags. Og her stod hun. Min oldemor. 

Ja det gjorde hun selvfølgelig ikke, da hun havde været død i 40 år. Men en buste af sort keramik stod der i vinduet og mindede mig så meget om min oldemor.

I min barndom besøgte vi min oldemor om sommeren. Indtil hun blev 90 boede hun alene i et hus, som jeg den gang oplevede som stort. Hun havde en have med køkkenhave, buske med bær, frugttræer og en blomsterhave. Vi plukkede ribs og hindbær, som blev kogt til syltetøj. Duften af min barndoms somre var duften af hindbær.

Tilbage til Rønne...... For der stod hun jo.... Og det blev hun ved med alt imens jeg førte en indre dialog med mig selv om hvorvidt hun skulle hjem til mig og bo. Nogle uger senere kom min mor på besøg og hun syntes ligeledes at den gamle dame var meget fin.

Jeg forespurgte på pris, alder, materiale og producent på den gamle dame, som blev med at spøge hos mig.

Det er ikke fordi jeg mangler nipsting. Bestemt ikke. Men denne skrøbelige, fintformet dame, der mindede så meget om min oldemor, hun manglede. 

Tre måneder efter vore første, tilfældige møde flyttede hun hjem til mig. Hun står så fint med sit blide udtryk i ansigtet og minder om gamle dage - på mange måder. Busten selv er over 100 år gammel, det er lokalt produceret håndværk og min barndom er repræsenteret på fineste vis.

Måske ikke den mest minimalistiske indrømmelse. Og så alligevel. For det handler jo om det som giver glæde og indhold. Og det gør denne dame.

 

  • Busten, der bare måtte hjem til mig og bo

  • Min oldemor på hendes bryllupsdag

Dag 10 - andre overvejelser

At leve minimalistisk handler som regel ikke kun om at leve omgivet af færre ting. Minimalisme er ikke bare "det hurtige fix". Ens liv udsættes for markante ændringer, hvis man aktivt vælger den mere enkle udgave til.

Her er nogle af de områder, hvor jeg ser muligheder for mig selv i forhold til at gøre mere for miljøet, økonomien og enkeltheden.

- grønt mobilabonnement. Erkender blankt at jeg har den udbyder jeg har, fordi det er billigt og bekvemt og fordi de er kendte for en rigtig god service. Men jeg ved, at der findes grønnere alternativer. Har man sagt A, må man nødvendigvis overveje om man ikke også skal sige B. 

- grønt el. Ved faktisk ikke om man som øbo kan vælge grønt el. Men undersøges, det skal det.

- grønne investeringer. Der kommer et indlæg om investeringer og pension en af dagene. 

- et grønt forsikringsselskab. Tja - det findes sikkert. Men som øbo, der gerne støtter lokalt når det giver mening, ja så har jeg aktivt tilvalgt øens forsikringsselskab. Det skaber arbejdspladser lokalt og de yder en rigtig god service.

- en lille urtehave. "Have" er måske så meget sagt. Mit uderum er ret begrænset. Men jeg tror, at det vil højne min hverdags-livskvalitet, hvis jeg får sat 3-4 kryderurter ud i min lille gårdhave. Hverdags-livskvalitet er vigtig.

- et lidt grønnere pengeinstitut - det findes helt sikkert. 

- økologi i det hele taget..... uha den svider.... jeg køber ikke økologisk.... jo kaffe, mælk (hvis ikke havremælk) og til tider æg. Her er der plads til omgående, hurtig og synlig forandring. Jeg bliver nødt til at gå helhjertet ind i projektet. 

- tøj. (opdateres)

Dag 11 - Staycation

I år skal jeg - lige som sidste år - ikke ud og rejse. Verden er stadig orange og det seneste års pandemi har lært os en masse om os selv. Hvis vi ellers har haft lyst til at mærke efter.

På øen i søen er vi sluppet meget billigt i forhold til resten af landet med hensyn til nedlukning osv. Og det er for mange blevet endnu mere tydeligt, hvad naturen er værd. Alt i mens de ensrettede rundt om Søerne i København, oplevede vi her ingen trængsel, når vi gik udenfor.

Eller.... jo trængsel blev der på øen i 10 uger sidste sommerferie. Man kunne ikke rejse nogen steder hen, så danskerne måtte holde ferie hjemme. Godt for CO2 regnskabet. Godt for trængte producenter af delikatesser og keramik. Godt for caféer og restauranter. Godt for sommerhusudlejere. Godt for danske børn at lære deres fædreland lidt bedre at kende.

I år har mange været meget tidligt ude i forhold til at leje sommerhuse her på øen. Udvalget er dermed noget magert i de tre mest efterspurgte uger, hvilket blev mit held, da jeg valgte at leje mit lille byhus ud. Under to timer, så var der lejere til en uge i starten af juli.

Indtægten fra en uges udlejning dækker så min ferie, som i år bliver holdt på Ærø. Min skønne datter bor og arbejder der og da jeg aldrig før har været på Ærø, ja så er det en kærkommen mulighed for at få set lidt andet af Danmark end min egen ø og samtidig tilbringe kvalitetstid med hende. CO2 udslippet forbliver formindsket og jeg vil med glæde støtte de lokale på Ærø. 

Ren win-win. 

Hyttetur - også her leves det enkle liv.....

Jeg skal på hyttetur med min kommende 6. klasse. To overnatninger - tre skoledage. Valget er faldet på den meget enkle, næsten primitive, hytte Finnefalshytten ved Vang. Der er 25 madrasser til eleverne, der ligger i et stort rum på gulvet. Indendørs rummene er mildest sagt beskedne og der er fx. ingen opvasker. Det ved jeg nu. Det vidste jeg ikke, da jeg var der for fire år siden. Der er heller ikke noget WIFI. Det er ren tortur for nutidens unge mennesker. Eller også er det ikke!

For fire år siden gik jeg forrest på min skole og forbød mobiltelefoner i skoletiden. Siden er resten af skolen naturligvis fulgt med. Det giver en ro og et andet fokus, når man ikke hænger ved telefonen konstant. Forbuddet gælder også for lærerene, når de er sammen med eleverne. 

Så tre dage uden telefon. I en primitiv hytte.

Så den står på "hytte-bygning" inde i skoven, badning i Vang havn, snobrødsbagning, fælles lege og boldspil og nærvær og samvær som "i de gode gamle dage".

Alternativet er pizzabuffet og swimmingpool på Hasle Camping - det er der også nogen, der foretrækker.....

Mange vil måske mene, at det ikke er fair, at min livstilsoverbevisning ikke skal "gå ud over" mine elever. Men faktisk er det min erfaring, at de synes at det er ret fedt.

Jeg glæder mig 😘

Bittens verden

For snart 20 når siden kom den skønneste lille pige til verden. Det er ikke dog hende, dette opslag skal handle om. Det skal handle om de tanker og handlinger hendes indtog i mit liv førte med sig.

Mens jeg var gravid fik jeg at vide, at det ikke var nødvendigt at købe og anskaffe sig ret meget tøj til den lille nye verdensborger, for man ville få SÅ meget tøj og ting i barselsgaver og slæbe med sig hjem fra hospitalet. Det behøver ikke nødvendigvis at være sådan, skal jeg hilse og sige.

Så efter 2,5 dage hjemme med prinsessen var jeg løbet tør for rent tøj. 

Takket være udlånt tøj fra kusinerne klarede vi tøjkrisen. Prinsessens første.

Så blev der købt lidt mere nyt - og en masse brugt. Omkring årtusindskiftet var parkeringspladsen ved Holte station hver søndag omdannet til et slaraffenland for genbrugshungrende godtfolk i alle aldre og begge køn. Officielt startede det hele vist nok kl. 09.00 - men de ihærdige kom langvejs fra og gerne omkring klokken 07.00 - på en søndag vel og mærke.

Men så kunne man også være heldig at gå hjem med et par bukser fra Kenzo til en 20'er - jævnfør billedet nedenfor. 5 bodyer i uld af det fine franske mærke skiftede ejer for kr. 100,- Flyverdragter, der kostede kr. 1000,- fra ny, kunne man være heldig at finde som fejlkøb til et par hundrede kroner.

Man oplever ikke en lykkeligere barndom af at have haft et par bukser fra Kenzo - eller trøjer, T-shirt eller andet ditto. Men for moderen blev det til en sport.

Og jeg kunne jo konstatere, at mange andre mødre deltog i den sport. Vi ville gerne have lækre ting til vores unger - uden at skulle betale fuld pris. 

Kære læser, jeg minder lige om, at dette er i internettets spæde start. Den Blå Avis levede i bedste velgående i papirform - men fandtes dog allerede i en version 1.0 på nettet. Men internethandel var for de hårdkogte. Trendsales var der endnu ikke nogen, der havde tænkt på. Og da slet ikke Zalando og Boozt. 

Secondhand salg af tøj havde et lidt dårligt ry. Udbuddet bestod af diverse kirkelige foreningers butikker, hvor lugten af gammel cigar, mølkugler og hengemt kælder sloges om pladsen. Måske ikke lige der man havde allermest lyst til at shoppe til baby.

Så jeg fik den vanvittige ide, at jeg ville opkøbe og sælge børnetøj - vel og mærke kun mærkevaretøj. Lidt snob er man vel altid. (det er gået over i mellemtiden). Nej det er faktisk ikke rigtigt. Jeg vil til en hver tid prioritere kvaliteten over kvantiteten og købe så dyrt og lækkert som jeg har råd til. Jeg tror på, at det kan betale sig i længden. 

Resultatet af alle mine tanker og planer blev en lille fin forretning opkaldt efter prinsessen. Set i bakspejlet havde jeg i den grad fat i noget af det rigtige. Og selv om eventyret som butiksejer ikke varede så længe som ønsket, ja så tænker jeg i dag tilbage på mit iværksætteri med glæde og stolthed.

 

Kenzobukser for en 20'er